OM MIG

Toke Elling

Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti

Om mig

 

Jeg er 29 år gammel og født og opvokset i den gamle del af Taastrup. Jeg bor nu i Rønnevangskvarteret sammen med min dreng, Rud, på 2 år.

 

Jeg arbejder til dagligt som brandmand på den lokale Falckstation. Udover brandmandsarbejdet er jeg instruktør på det kriminalitetsforebyggende ildflueprojekt.

 

 

Det meste af min fritid tilbringer jeg sammen med min søn. Når der er tid tilovers træner jeg i den lokale bokseklub. Ellers nyder jeg mit liv sammen med venner og familie.

 

Jeg elsker min by og kunne ikke forestille mig at bo andre steder. Jeg vil rigtig gerne bidrage til at gøre kommunen til et endnu mere fritidsvenligt sted.

 

 

 

 

Min motivation til at opstille som byrådskandidat

 

 

Jeg har altid haft en holdning, og en mening om ting. Naturligt nok har jeg delt min mening med folk omkring mig, men har egentlig ikke haft det store behov for at blande mig i politik, af flere grunde. Hovedsageligt fordi politikken her kommunen ikke har berørt mig synderligt, og at piben i politikken egentligt også har haft en god lyd i en god periode nu. Men I takt med at jeg er blevet ældre, er blevet far, og i øvrigt sideløbende med mit arbejde som brandmand, har fungeret som instruktør på et kriminalitetsforebyggende projekt, er det gået op for mig, at mange af de ting jeg selv kæmpede med i skolen, stadig er et stort problem i dag.

 

Folkeskolen er heldigvis i en positiv udvikling, men jeg ser stadig mange problemer i, at den ikke rammer alle læringsstile og behov. Som instruktør på kriminalitetsforebyggende projekt med unge som ikke nødvendigvis er på den forkerte side af loven, men måske nemt kunne komme til det, fordi de måske ikke fungerer -og får succes i folkeskolen. Med den gruppe unge ser man i hvert fald hvor vigtig det er, at vi allerede i folkeskolen bliver pumpet med succes oplevelser, motivation og fællesskabsfølelse. Og det er blandt andet grunden til, at jeg gerne vil bidrage til at gøre folkeskolen for alle børn, så vi ikke mister nogen der senere må samles op.

Som nævnt til at starte med, havde politikken ikke berørt mig synderligt. Men det kom den til, da den tidligere regeringen pålagde alle kommunerne en ret stor besparelse i brandvæsenet, og yderligere tvang dem til at samarbejde i større enheder. Jeg arbejder til daglig som brandmand og ved budgettet ikke har fulgt med de mange opgaver der forventes af brandvæsenet (i dag kaldet beredskabet). Her i Høje-Taastrup betød det, at et ellers ny effektiviseret, ny moderniseret og godt robust brandvæsen der i øvrigt kun kostede 209kr. om året per indbygger, skulle til at spare yderlige. Der kan skrives lange historier om hvad det har ført med sig af udfordringer, og det skal der måske også. I første omgang var det i hvert fald det der fik mig motiveret til at blande mig, påvirke og måske nå i mål med at styrke vores beredskab i takt med at kommunen og udfordringerne for beredskabet vokser, i stedet for at acceptere et ændret serviceniveau for os borgere.

Gudskelov fik motivationen mig også til, at se hvor mange gode ting der sker i kommunen. Det kan nærmest ikke tælles på to hænder med alle de byudviklingsprojekter der er på tegnebrættet. Jeg har altid boet i byen, og har været glad for det. Men er der en ting jeg har savnet, er det at man også har kunne bruge byen i sin fritid. Derfor er jeg glad for den udvikling kommunen er i. Der kommer helt sikkert mange oplevelser til byen, og dem skal vi benytte til at samles og gøre kommunens bydele til et sammenhængende Høje-Taastrup.

 

Alt dette er grunden til at jeg opstiller som byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti. Om jeg kan gøre det bedre end nogen andre, ved jeg ikke, men jeg har i den grad tænkt mig at gøre et forsøg, og håber derfor på, at du vil stemme personligt på mig, den 21. November til kommunalvalg.

 

Toke Elling

 

TOKE ELLING

Byrådskandidat. Det Konservative Folkeparti i Høje-Taastrup Kommune

 

 

Copyright @ All Rights Reserved