Valgprogram

 

 

 

 

 

Danmarks bedste

hverdagskommune

… også i weekenden!

 

Valgprogram for Det konservative Folkeparti

ved byrådsvalget 21. november 2017 i Høje-Taastrup

 

 

 

 

Høje-Taastrup er en kommune med mange styrker. Vi har meget at byde på. Vi er tæt på København og tæt på naturen. Vi har god infrastruktur, plads til udvikling og rimelig priser på jord til boligbyggeri og erhvervsbyggeri. Vi er ambitiøse, og der sker meget i kommunen. To store byudviklingsprojekter: NærHeden og Høje-Taastrup C er godt på vej. Danmarks mest nyskabende skole skal udvikles og bygges i NærHeden. Vi er hovedstadsområdets bedste erhvervskommune – og vi er Danmarksmester i jobvækst. Byggeriet af verdens femtestørste Aquapark går i gang til foråret, og vi har sat en meget ambitiøs dagsorden for vores udsatte boligområder.

 

Eller sagt helt kort. Vi har mange muligheder. Vi udnytter dem. Der sker meget. Og det går stærkt!

 

Det er godt. Men det kræver en klar forståelse af, hvem vi er, og en klar vision om, hvad det er for en kommune, vi vil skabe. For når det går stærkt, er det ekstra vigtigt at vide, hvor man er, og hvor man skal hen!

 

Vi har en klar vision for kommunen.

 

Vi ønsker, at gøre Høje-Taastrup til Danmarks bedste hverdagskommune. En kommune hvor borgerne oplever, at hverdagen er nem og bekvem. Hvor alt det borgeren møder på sin vej fra hjemmet forlades om morgenen til man kommer hjem om aftenen fungerer. Det gælder trafikken, institutions- og skoletilbud, forenings- og idrætslivet, kontakten med kommunen o.s.v.

 

Men det er ikke kun hverdagen, der er vigtig i den bedste hverdagskommune. Vi skal også være den bedste hverdagskommune i weekenden! Der skal være nem adgang til gode og sjove oplevelser i weekenden. Adgang til naturoplevelser, kulturelle oplevelser og sportsbegivenheder. Og til kommercielle oplevelsestilbud på højt niveau. Det er ikke kun hverdagen, der skal være nem. Det skal også være nemt, at have det sjovt i Danmarks bedste hverdagskommune!

 

At skabe Danmarks bedste hverdagskommune er vores ledestjerne. Det er ikke en fiks og færdig opskrift. Men vi ved godt, hvad det handler om.

Det handler om tryghed. At alle kan færdes trygt og sikkert i byen. At der ikke er ”ghettoer” eller problemområder. At man trygt kan stole på, at der er ældreboliger, plejeboliger og velfungerende hjemmehjælp til rådighed, når behovet melder sig. At kommunen har genoptrænings- og sundhedstilbud, der fungerer. At der er hjælp til socialt udsatte. At vi tager hånd om, at børn, der vokser op i udsatte familier, ikke er dømt til selv at leve et liv som udsat. At vi hjælper dig i job, hvis du er blevet ledig. Og at der er styr på kommunens økonomi, så borgerne ikke oplever pludselige ”katastrofeopbremsninger”.

 

Det handler om fremtiden. At vi har ambitioner for vores skoler. At vi vil skabe Danmarks bedste skoler. Hvor børn trives, lærer, og forberedes bedst muligt på et liv i en verden med en teknologisk udvikling, som vil forandre alting. At vi vil noget med vores daginstitutioner. At vi vil lykkes med at skabe de bedst skoleforberedte børn, som samtidig får lov til at lege og være børn. At vi gør alt for at alle unge tager en ungdomsuddannelse, fordi det er det bedste afsæt for et godt liv. Blandt andet ved at få etableret en uddannelsescampus med en bred vifte af ungdomsuddannelser.

At kommunen kigger ind i fremtiden – og er på forkant med udviklingen. Ikke mindst den teknologiske udvikling, som går stærkere end nogensinde. Vi vil gribe mulighederne i denne udvikling frem for at blive kørt over af den. Det gælder i skolen, i vores egen administration og i samarbejdet med virksomhederne i kommunen.

 

Det handler om udvikling. At vi indfrier kommunens fulde potentiale. At vi udvikler byen. Helhjertet realiserer de store byudviklingsprojekter NærHeden og Høje-Taastrup C. Fordi det vil skabe bedre og mere sammenhængende byer med bedre fundament under handelslivet – og dermed bedre indkøbsmuligheder og oplevelser for os alle. At vi fortsætter vores erhvervseventyr, som i sig selv skaber byudvikling, penge i kassen og job til ledige borgere. Og at vi får skabt Danmarks oplevelsesmekka i det regionale fritidsområde med aquapark, vindtunnel, racehall, naturoplevelser ved hakkemosen og meget mere.

 

Det handler om, at det skal være nemt og sjovt. At det er let at komme til, fra og rundt i Høje-Taastrup med bil, bus, tog og på cykel. At det er nemt at have sine børn i daginstitution. Både når børnene skal skrives op, og når dagligdagen skal fungere og jobbet passes. Med gode åbningstider og få lukkedage. At kontakten mellem borger og kommune foregår nemt og smidigt. Hvor det er let at klare det meste digitalt hjemmefra, og nemt at finde den information, man har brug for på kommunens hjemmeside. At indkøbsmulighederne er gode med mange og forskellige butikker. At foreningerne trives i ”foreningernes by”, så det er nemt at dyrke sine fritidsinteresser og leve et aktivt liv. At det er nemt at have det sjovt. Fx i det nye oplevelsesmekka i det regionale fritidsområde.

 

At skabe Danmarks bedste hverdagskommune er en stærk vision. Den skabes ikke i løbet af en enkelt valgperiode. Det tager længere tid. Men målet skal stå klart, hvis det skal nås.

 

Vi er ikke i tvivl om, at vi kan indfri vores vision. For vi har allerede gode erfaringer med at sætte ambitiøse mål - og nå dem! Tag bare vores satsning på erhvervsområdet. Vi besluttede at blive en af Danmarks bedste erhvervskommuner. Vi nåede målet. Blev hovedstadsområdets bedste erhvervskommune og danmarksmester i jobvækst. Det førte til, at vi var en kommune i landet med det største fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere. Og i 2018 fører det til en voldsom stigning i indtægter fra selskabsskat, som giver nye muligheder for at investere og skabe udvikling.

 

Vi præsenterer hermed vores valgprogram for byrådsvalget. Med politik og visioner på alle fagområder.

 

Det hele bindes sammen af en overordnet vision. At vi har besluttet at skabe Danmarks bedste hverdagskommune – også i weekenden!

 

God læselyst!

 

Michael Ziegler 

 

TOKE ELLING

Byrådskandidat. Det Konservative Folkeparti i Høje-Taastrup Kommune

 

 

Copyright @ All Rights Reserved